Bachianas Kvartet
Blokfløjtevirtuosen Michala Petri og jazzpianisten Thomas Clausen har i 2023 indledt et samarbejde omkring musik komponeret af Thomas Clausen. Med i projektet er også operasangeren Nina Sveistrup Clausen og jazzguitaristen Peter Lund.
Det er gennemkomponeret musik med en umiskendelig Thomas Clausen sound af jazz, klassisk og brasiliansk musik i skøn forening. Udover Clausens egne kompositioner indeholder programmet Clausens arrangementer af musik af fx Bach, Villa-Lobos og Otto Mortensens Kringsatt av fiender. Programmet sender en kærlig tanke til Thomas Clausens album Balacobaco fra 2003, et anmelderrost og elsket album som i sig selv er crossover med Thomas Clausen Brazilian Quartet og Madame Claude Harp Trio. Albummet er et af hovedværkerne i Clausens store produktion af albums i eget navn.
En koncert med gruppen består af både solo, duo og trio-musik – samt musik med hele ensemblet.
Den brasilianske komponist H. Villa-Lobos var inspireret af Bach da han skrev sin række af “brasilianske Bach-stykker”. Thomas Clausen er ligeledes inspireret af både Bach, Villa-Lobos og af brasiliansk musik generelt. Derfor faldt valget af navn på Bachianas Kvartet.
Fotos fra tidligere koncerter: Mantziusgården i Birkerød 2026, Sorø Internationale Musikfestival 2023


